
Krydsordsafdelingen i Aller Media søger en ny studentermedhjælper pr. 1. juni eller hurtigst derefter. Arbejdstiden er 15 timer om ugen, og flere af arbejdsopgaverne kan udføres hjemmefra. Der er meget fleksibilitet i jobbet, og du kan arbejde de dage, det passer for dig.
Den største del af jobbet omhandler vores krydsordskonkurrencer. Du skal trække og registrere vindere samt sende gavekort af sted til dem.
Derudover indeholder jobbet forskellige redaktionelle opgaver, foruden lidt mere kreative arbejdsområder i form af at lave find fem fejl, ordsupper og formulere quizspørgsmål. Du bliver også SoMe-manager med ansvar for Krydsords Instagram-profil.
Vi sørger selvfølgelig for den nødvendige oplæring.
Selvom Aller er et kreativt hus, kræver netop dette job, at du trives med de samme opgaver uge for uge. Det er afgørende, at du har et stort overblik, sans for detaljer og en strukturel tilgang til opgaverne. Det er desuden vigtigt med gode sproglige evner og flair for it.Kendskab til InDesign og Photoshop er en fordel.
Vi drømmer om at finde en studentermedhjælper, som har i hvert fald et år tilbage af sit studie, så du kan nå at falde godt til hos os.
Du vil komme til at indgå i en lille redaktion på 10 mennesker bestående af krydsordskonstruktører og redaktører, som arbejder tæt sammen med andre redaktioner i huset. I afdelingen konstruerer vi krydsord, sudokuer og andre underholdningsopgaver til bl.a. Familie Journal, Ude & Hjemme og Søndag.
Ansøgningsfristen er søndag d. 31. maj 2026, men vi indkalder løbende til samtaler og forbeholder os retten til at lukke stillingsopslaget, når den rette kandidat er fundet. Vi ser derfor frem til at modtage din ansøgning snarest. Send dit CV og din korte ansøgning til krydsord@aller.com Du kan også bruge denne mail, hvis du har nogen spørgsmål til jobbet.

Vi er den førende udgiver af magasiner og ugeblade i Danmark og Norden, med titler som BILLED-BLADET, SE og HØR, Familie Journal, femina, ELLE, SPIS BEDRE, Vi Unge, Mad & Bolig og mange flere.
I Danmark har vi en markedsandel på 70% på ugeblade og 43% på magasiner. I alt læser hele 1,8 mio. danskere med hver måned i mindst en af vores titler – og vores stærke digitale universer har mere end 2,1 mio. brugere og over 50 mio. sidevisninger hver eneste måned.
Vi var bl.a. også det første større mediehus i Danmark, der tilbød ugeblade og magasiner til iPad og iPhone. I 2015 lancerede vi streamingtjenesten ”Pling”, der giver ubegrænset adgang til alle vores udgivelser for et fast lavt månedligt abonnement.
Vi er kort sagt et moderne og kreativt mediehus med stolte traditioner. For vores historie går mere end 140 år tilbage til 1873, hvor Carl og Laura Aller stiftede deres egen trykkerivirksomhed. De blev pionerer inden for ugebladsbranchen i Danmark, da de i 1874 udgav det første nummer af Nordisk Mønster-Tidende, der siden blev til femina. Og i 1877 kom det første nummer af Familie Journal på gaden.
Aller Media A/S er datterselskab af Aller A/S, der er den førende udgiver af magasiner og ugeblade i Norden. For yderligere information se www.aller.dk og www.aller.com