
Ved Juridisk Institut på SDU i Esbjerg er flere adjunkturer/lektorater i retsvidenskab ledige til besættelse pr. 1. januar 2027 eller efter nærmere aftale. Lektoraterne er tidsubegrænsede, mens adjunkturerne har en varighed på tre år. Tjenestestedet er Campus Esbjerg.
Stillingsindhold
På Juridisk Institut arbejder vi for at bidrage til samfundets udvikling gennem
• skabelse af nye og relevante retsvidenskabelige forskningsresultater af høj kvalitet
• uddannelse af en mangfoldig talentmasse til dygtige og efterspurgte dimittender
• interaktion og samarbejde med det omkringliggende samfund
• formidling og udveksling af vores forskningsbaserede viden
Vi søger adjunkter og/eller lektorer, som vil bidrage til instituttets forskning, undervisning og udvikling.
Vi forventer, at ansøgere er fagligt idérige og bidrager aktivt til instituttets forsknings- og undervisningsmiljø samt indgår konstruktivt i samarbejde med kolleger.
Ansøgere skal kunne undervise og vejlede inden for en eller flere juridiske discipliner.
Esbjerg er en uddannelsesby med stærke bånd til erhvervslivet og et særligt fokus på praksisnær undervisning. På SDU i Esbjerg er nærheden til studerende, undervisere og samarbejdspartnere med til at skabe et engageret studiemiljø, hvor teori og praksis går hånd i hånd.
Kvalifikationskrav
Ansøgerne skal opfylde Juridisk Instituts meriteringskriterier Ansøgningerne, der går videre til bedømmelse, vurderes af et bedømmelsesudvalg nedsat af institutlederen.
Ved udvælgelsen lægges vægt på sammenhængen mellem ansøgerens profil og instituttets aktuelle forsknings- og undervisningsbehov. Vurderingen baseres bl.a. på ansøgerens forsknings- og undervisningsprofil, forskningsplan, bedømmelse samt en jobsamtale.
Der lægges afgørende vægt på ansøgerens forventede bidrag til instituttets udvikling.
De, der ansættes, forventes at udvise engagement og synlighed i forhold til instituttet og at bidrage positivt til instituttets arbejdsmiljø, dagligdag og løbende drift.
Ansøgere skal kunne undervise på dansk.
Ansøgning, løn og ansættelsesforhold mv.
Ansættelse finder sted efter overenskomst mellem Finansministeriet og AC og forudsætter videnskabelige kvalifikationer på ph.d.-niveau. Dem der ansættes i stillingerne, kan på baggrund af en konkret individuel ledelsesvurdering blive undtaget for tidsregistrering, også kaldet selvtilrettelægger.
Løn fastsættes i henhold til gældende overenskomst og på baggrund af objektive og kønsneutrale kriterier, herunder stillingens indhold, ansvar og krav til kvalifikationer.
Du har som ansøger ret til information om startløn og lønspænd for stillingen. Disse oplysninger kan fås i forbindelse med rekrutteringsprocessen.
SDU indhenter ikke oplysninger om ansøgeres tidligere løn.
Ansøgning
Ansøgninger til adjunktstillinger skal indeholde:
• Motiveret ansøgning, inklusiv en specifik angivelse af, at det er et adjunktur der søges.
• Detaljeret cv (uddannelses- og arbejdshistorik skal angives med måneder og årstal).
• Eksamensbeviser (kandidat- og ph.d.-bevis).
• Oplysning om erfaring med undervisning eller anden vidensformidling.
• Fuldstændig publikationsliste, med angivelse af de publikationer, der vedhæftes.
• Op til tre af de mest relevante publikationer. Der uploades en pdf-fil for hver enkelt publikation.
• Hvis der er medforfattere til en publikation, skal der vedlægges medforfattererklæring med angivelse af dit bidrag som en del af den pågældende pdf-fil. Filen skal indeholde informationer som i dette eksempel (eksemplet er kun til inspiration).
• Hvis der foreligger en ph.d.-afhandling, bedes denne vedlægges som publikation. Hvis bedømmelsen ikke foreligger på tidspunktet for ansøgningen, skal den eftersendes til pers.sc@sam.sdu.dk Bemærk: Hvis bedømmelsen vil blive eftersendt, skal dette anføres tydeligt i den motiverede ansøgning.
• Forskningsplan for de næste tre år samt eventuel publikationsplan.
• Redegørelse for andre kvalifikationer relevante for stillingen, herunder evt. erfaring med ekstern finansiering og academic citizenship.
Ansøgninger til lektorstillinger skal indeholde:
• Motiveret ansøgning, inklusiv en specifik angivelse af, at det er et lektorat der søges.
• Detaljeret cv (uddannelses- og arbejdshistorik skal angives med måneder og årstal).
• Eksamensbeviser (kandidat- og ph.d.-bevis).
• Undervisningsportfolio indeholdende dokumentation for dine undervisningskvalifikationer og en redegørelse for dit læringssyn og refleksioner over undervisningsmetoder og udvikling heraf. Formkrav og krav til undervisningsportfolio findes her Bemærk, at under punktet ”Undervisningserfaring” bedes der redegjort for såvel fag som antallet af konfrontationstimer fordelt på de enkelte fag pr. kalenderår samt eksamensarbejde relateret hertil for de seneste tre år. Der bedes ligeledes redegjort for antallet af vejledningsforløb fordelt på kalenderår for samme periode.
• Fuldstændig publikationsliste med angivelse af de publikationer, der vedlægges.
• Op til seks videnskabelige publikationer, som du ønsker dig bedømt på grundlag af. Der vedhæftes en pdf-fil for hver enkelt publikation.
• Hvis der er medforfattere til en publikation, skal der vedlægges medforfattererklæring med angivelse af dit bidrag som en del af den pågældende pdf-fil. Filen skal indeholde informationer som i dette eksempel (eksemplet er kun til inspiration).
• Såfremt din ph.d.-afhandling fremsendes som en af de påberåbte publikationer, skal den skriftlige bedømmelse heraf medsendes.
• Forskningsplan indeholdende oplysninger om planlagte forskningsaktiviteter, publiceringsplaner og evt. planer for ansøgning om forskningsmidler fra forskningsfonde (eksterne forskningsmidler).
• Redegørelse for andre kvalifikationer relevante for stillingen, herunder evt. erfaring med ekstern finansiering og academic citizenship.
Gældende for alle ansøgninger
Dokumenter bør ikke indeholde CPR-nummer – i så fald skal CPR-nummeret overstreges.
Alle dokumenter, der ikke er på dansk, svensk eller norsk, skal være oversat til engelsk.
Ansøgninger som ikke opfylder de formelle krav i forhold til stillingsopslaget vil ikke blive bedømt af bedømmelsesudvalget.
Ansøgningsprocedure
Bedømmelse af ansøgninger vil ske i henhold til gældende ansættelsesbekendtgørelse for universiteter. Ansøgningerne vil blive bedømt af et sagkyndigt udvalg. Bedømmelsesudvalget kan dog kræve yderligere materiale inddraget. I så fald påhviler det ansøgeren at tilvejebringe fornødne eksemplarer af materialet.
Når bedømmelsesudvalget har afgivet sin bedømmelse, vil ansøgerne få tilsendt den del af bedømmelsen, som angår dem selv.
Shortlisting vil evt. blive anvendt i bedømmelsesprocessen. Læs om shortlisting på SDU
SDU ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle kvalificerede ansøgere uanset baggrund til at søge.
Ansøgningen skal sendes elektronisk via linket "Ansøg online" senest den 14. september 2026 Uploadede filer skal være i (ulåst) pdf- eller Wordformat.
Ansøgere opfordres til at læse informationen "Sådan ansøger du" før ansøgning.
Vi anmoder om filer i pdf-format på højst 5 MB pr. fil. Motiveret ansøgning skal uploades som 'Følgebrev', Curriculum Vitae skal uploades som CV’. Alle andre dokumenter skal uploades under 'Diverse dokumenter'.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til:
Institutleder Ole Hammerslev
e-mail: ohv@sam.sdu.dk
Nærmere oplysninger om instituttet kan findes på instituttets hjemmeside
Hvis du oplever tekniske problemer, kontakt venligst hcm-support@sdu.dk.
______________________________________________________________________________
Juridisk Institut er en del af Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, der fra 1. september består af i alt tre institutter og Digital Democracy Centre. Instituttet har cirka 70 medarbejdere – samt en række deltidsansatte undervisere – fordelt på fire forskningsgrupper (Privatret, Forfatnings- og forvaltningsret, EU & International ret samt Ret, straf og samfund) og et sekretariat. Derudover har instituttet forskningscenteret CLAIR – Center for Law, AI and Robotics.
Juridisk Institut udbyder jurauddannelsen som dagstudie i Odense og i Esbjerg og på deltid (dvs. med undervisning på lørdage) samt HA(jur.)/cand.merc.(jur.). Instituttet varetager endvidere undervisningen i de juridiske fag, der udbydes på SDU, bl.a. på cand.merc.aud., ingeniøruddannelserne samt HA- og HD-uddannelserne.
Instituttet har til huse på to lokationer, Campus Odense, hvor størstedelen af medarbejderne har deres daglige virke, samt Campus Esbjerg, hvor BA jur.-uddannelsen startede i 2023 og kandidatuddannelsen udbydes fra september 2026, og det juridiske fagmiljø derfor er under opbygning.
Om SDU
Syddansk Universitet er sat i verden for skabe værdi for og med samfundet. Uanset om vores bidrag kommer i form af fremragende forskning, innovative løsninger, uddannelse eller læring, så skal vi gøre en positiv forskel for samfundet og bidrage til en bæredygtig fremtid. Det gør vi ved at dyrke talenter og skabe de bedste miljøer for forskning og læring. Det er derfor afgørende, at SDU fastholder, udvikler og rekrutterer talenter. Samtidig skal vi sikre konstant høj kvalitet i alle vores aktiviteter – det kan vi kun med de rette mennesker. Det er universitetets forskere, undervisere, studerende, ledere og teknisk-administrative personale, der udgør fundamentet for vores succes.
